Tage Hansens Guldsmedie

Tage Hansens Guldsmedie er en virksomhed med 60 års historie, som i dag drives af anden generation, Anne-Birte Hansen, datter af firmaets grundlægger Tage Hansen. Produktionen består af fremstilling af unikasmykker og mindre serieproduktioner. Mest kendt er serien af “grønlandssmykker”, som er kernen i værkstedets produktion. Grønlandssmykkerne kan købes på www.thulemanden.dk. Desuden fremstiller værkstedet smykker med den danske folkekirkes bomærke, som kan købes på www.kirkekors.dk. Endelig er der forskellige andre serier, blandt andet smykker med mælketænder, som forskellige former for smykkelåse, collier og armbånd som kan ses på www.tagehansensguldsmedie.dk. Tage Hansens Guldsmedies mesterstempel er “JTH”.

Tage Hansen

Jens Tage Hansen er født i 1929 i Kirke Hyllinge og kom i 1946 i lære hos Guldsmed Henry Andersen i Roskilde, hvorfra han blev udlært i 1950. Han blev tildelt sølvmedaljen af Haandværkerforeningen, der er den højeste udmærkelse, der kan tildeles en svendeprøve. Efter ansættelse hos guldsmed Martin Rasmussen i Kronprinsensgade og hos A. Dragsted i Bredgade, startede han selvstændig virksomhed i 1953 med adresse i Ole Suhrs Gade i København. I 1958 flyttede virksomheden til Roskilde, hvor den frem til 1982 havde omfattende produktion til blandt andet eksport. I 1982 flyttede virksomheden til Nyrup, skalerede ned, og fokuserer nu på mindre serieproduktioner.

Grønlandssmykkerne

Tage Hansens interesse for Grønland opstod allerede i barndommen. Hans morfars søster blev gift med botanikeren Morten Porsild, grundlæggeren af Arktisk Station i Qeqertarsuaq (Disko) i 1906. Morten Porsild blev gift ind i en gammel tømrerslægt på Stevns, og de første bygninger til Arktisk Station blev bygget som samlesæt på svigerfaderens tømrerværksted i Sigerslev.

Familien i Grønland skrev mange breve hjem, og Tage Hansens mor havde en omfattende korrespondance med sin kusine Asta Irmelin (Tulle) og fasteren Johanne, i Grønland. Den lille Tage fik lov at få de spændende frimærker, og sammen med de mange historier, der levede i familien, gav det næring til en lille drengs fantasier om det eventyrlige land.

Den Grønlandske fascination var stadig intakt, da Tage Hansen begyndte sin karriere som guldsmed. Med inspiration fra Grønlands natur, fauna og folkeliv blev det til en række modeller, der især blev solgt til Grønlandske Handel i København.

1960 kom Thulemanden til verden på Tage Hansens værksted, og i midten af 1960’erne fik serien af grønlandssmykker en ekstra dimension, da Tage Hansen mødte Amalie Emma Kristine Mikkelsen / Aliqaaraq, som nogle år forinden var kommet til Danmark fra Qaqortoq / Julianehåb som pige i huset og siden sygeplejestuderende i Roskilde. Amalie Emma Kristine, blandt venner kaldet “Ali” og Tage blev gift i 1964, og sammen opbyggede de en virksomhed, hvor udviklingen af grønlandssmykker for alvor fik fart på. Kunstnere som Gitz-Johansen og brødrene Jens og Peter Rosing, har bidraget med flere modeller, og serien af grønlandssmykker er i dag omfattende, og nye modeller kommer stadig til.
I dag drives virksomheden af parrets datter Anne-Birte, men Ali og Tage bidrager stadig til virksomhedens udvikling med ideer og kreative løsninger.